Nibe Cup 2012
Formålet med Nibe Cup er, at de mindre rutinerede ryttere får lov til at komme ud og konkurrere i en større sammenhæng. Stævnet kan betragtes som en smagsprøve på det at starte distrikts-stævner.
Man skal kvalificere sig til Nibe Cup. Ved D- og udvidede D-stævner i tidsrummet 1. januar 2012 - 30. juni 2012, kan klubber i distrikt 14 udskrive kvalifikationsklasser til Nibe Cup i følgende klasser:
Dressur: LC2 eller LC3, LB1 eller LB2
Spring: LD og LC
Klasserne skal i propositionerne være udskrevet som kvalifikationsklasser til Nibe Cup 2012.
Resultatlisterne fra kvalifikationsklasserne - og kun kvalifikationsklasserne - sendes senest 8 dage efter stævnet til Nibe Rideklub på mailadressen niberideklub@hotmail.com, alternativt med post til Nibe Rideklub, Lundevej 64, 9240 Nibe.
Listerne skal indeholde:
Klassens betegnelse
Samtlige startende i klassen
Rytternes navne
hestene / ponyernes navne
ponyernes kategori
Placerings-rækkefølge
Korrekt Klubnavn
Hver klub kan til hver klasse i Nibe Cup max stille med:
Pony: 3 ekvipager i hver kategori
Hest: 6 ekvipager
Pointberegning i kvalifikationsklasserne:
Den bedst placerede fra hver klub pr. klasse: 5 point
Den 2. bedst placerede fra hver klub pr. klasse: 4 point
Den 3. bedst placerede fra hver klub pr. klasse: 3 point
Den 4. bedst placerede fra hver klub pr. klasse: 2 point
Øvrige godkendte ekvipager fra hver klub: 1 point
Nogle klubber vil have flere kvalificerede, end der er plads til. Derfor vil der på kvalifikationslisterne være en venteliste. Står flere ekvipager fra samme klub lige til hhv. 3 pladsen for pony eller 6. pladsen for hest er det resultatet fra det sidste stævne, der er afgørende for, hvilken ekvipage der kvalificerer sig til Nibe Cup 2012. Ofte vil der dog, pga. skader eller andet, være mulighed for at ekvipagerne på ventelisten kan komme med. Det er op til klubberne og ekvipagerne selv at koordinere, hvem der rider for klubben.
Er en rytter kvalificeret på flere niveauer, tilmeldes i det højeste niveau.
Heste, ponyer og ryttere kan ikke kvalificere sig til Nibe Cup, hvis de i tidsrummet 01. januar 2011 til 31. juli 2012 har opnået placering ved distriktsstævner eller startet på højere niveau.
Distriktsaftalens afsnit om OUT er gældende. Er man kvalificeret i LD spring eller LC dressur og falder for OUT-reglen tilbyder Nibe Rideklub dog, at man må starte LC spring eller LB dressur, såfremt man ikke er faldet for OUT-reglen på dette niveau også.
Man kan kun tilmelde sig én Cup-klasse i spring og én cup-klasse i dressur på samme hest/pony. En ekvipage der tidligere har vundet Nibe Cup er ikke startberettiget i den pågældende klasse. En rytter må kun starte én hest/pony i hver Cup-klasse.
Nibe Cup 2012 afholdes den 1. og 2. september for hest og den 8. og 9. september for pony, hos Nibe Rideklub, Lundevej 64, 9240 Nibe.
Kvalifikationslisterne kan ses på Nibe Rideklubs hjemmeside, www.niberideklub.dk fra den 14. juli. Anmeldelsesfristen er fredag 10. august for hest og fredag den 17. august for pony. Der benyttes online tilmelding. Max antal starter i hver dressurklasse er 32, hvorefter tilmeldingen lukker.
Nibe Cup dressur:
Semifinalerne rides om lørdagen i LC2 og LB1
Finalerne rides om søndagen i LC3 og LB2
Resultaterne fra semifinalen tages med i finalen.
Der er ingen trøstfinaler. Alle går videre til finalen.
Nibe Cup spring:
Semifinalerne rides om lørdagen efter metode B1. Resultatet afgør startrækkefølgen i søndagens finaler.
Finalerne rides efter metode B1.2
Der er ingen trøstfinaler. Alle går videre til finalen.
Præmier og præmieoverrækkelse
Der uddeles æresdækken til alle vindere af finaleklasserne, dog kun 1 dækken pr. klasse. Ved pointlighed til 1. pladsen i dressur er resultatet af søndagens finale afgørende for tildeling af dækken. Præmieoverrækkelsen foregår samlet på springbanen. I dressur foregår den samlede præmieoverrækkelse søndag efter sidste finaleklasse er afviklet omkring frokost. I spring foregår den samlede præmieoverrækkelse efter sidste finaleklasse er færdig søndag eftermiddag.
Officials:
Der tilstræbes distriktsuddannede dommere og banebyggere ved stævnerne. Der vil ligeledes være en teknisk stævneleder til stede under begge stævner.
Ekstra klasser:
Ud over Cup-klasserne vil der blive udskrevet følgende ekstra klasser både lørdag og søndag:
Dressur: LC3, LB1, LA1
Spring: ULD, ULC og ULB
Ekstra-klasserne vil være åbne for alle, også ryttere der ikke er kvalificeret til Nibe Cup.
Indskud:
Nibe Cup, semifinale og finale i alt: 160 kr.
Ekstra klasser: 50 kr.
Stævnegebyr: 5 kr. pr. ekvipage
Boksleje: 600 kr. inkl. 100 kr. i depositum for udmugning
Almindelige bestemmelser:
1. DRF reglement og distriktsaftalen er gældende
2. Stævnet afholdes udendørs hos Nibe Rideklub
3. Anmeldelse skal ske, jvnf. propositionerne, senest fredag 10. august for hest og fredag 17. august for pony. Nåes det maksimale antal tilmeldinger på 32 ekvipager tidligere, lukkes der dog for tilmeldinger. Efter-anmeldelser til dobbelt gebyr modtages, såfremt tidsplanen tillader det.
Vel Mødt - Nibe Rideklub